Landskåringsskuet 2013, Formandens beretning.

Landskåringsskuet 2013  blev holdt her i weekende  1-3 marts, det var igen et forygende kåringsskue med 216  udstillet fugle i topklasse.

Formandsberetning 2013

Det er utroligt at der er gået endnu et år, og vi er her igen ved vores årlige generalforsamling.

2012 blev et rigtigt spændende år.

Den 1. juni var en del medlemmer ude og få ordnet vores materiale. Mange af kantlisterne på reolpladerne var løse, og udstillingsstande trængte til en renovering. Vi havde forventet at vi kunne ha stået uden for og have ordnet det hele , men det var koldt og stærkt blæsende, regnbygerne kom og gik med jævne mellemrum, så vi fik lavet plads i laden så vi kunne stå der og få ordnet tingene .

Den 21. juni var bestyrelsen på tur til medlemmer i Silkeborg, Randers og Viborg området.  Vi startede fra Ry om morgnen kl. 8 og kørte til

Per Andersen i Silkeborg

Leo Andersen i Silkeborg

Bent Sørensen i Randers

Elmer Jensen i Arden

Svend Aage Pedersen i Viborg

Ole Pedersen i Viborg

Preben Gaardsdal i Viborg

Kaj Andersen i Bjerringbro

Det var en fantastisk dag hvor tiden som altid bare fløj af sted, vi fik set rigtig mange flotte voliereanlæg og fugle. En stor tak for at vi måtte komme og besøge jer og ligeledes for den meget fine forplejning vi blev budt på alle steder.

Den 24. August kl.6 om morgenen gik turen til Holland. I bussen fortalte Johan at det var med hiv og sving at han havde fundet fuglefolk der ville have besøg af os, for da folk hørte at vi var en bus fuld på 30 – 40 stykket, sagde de nej tak. John var ihærdig og fandt i 11. time nogen der ville se os, heriblandt var der en som normalt ikke tager imod besøgende, men da han er en god bekendt af Johan ville han gøre en undtagelse og så var turen faldet på plads.

Vi kom til hotellet sidst på aftenen fik os indlogeret. Efter en god middag, en tur i baren og en god nats søvn, startede vi mod det første fuglehold. Jeg skal love for at vi fik set fugle den dag, der var Bourkes som var nogle kæmper i forhold til dem vi har herhjemme, Flere steder var der mutationer jeg ikke tidligere havde set, blandt andet blå kongeparakit, gule og hvide Adelaide, gule Rødvinget og Pennant Parakitten i mange afskygninger samt mange flere.

Et af stederne var der 200-300 voliere med store kakaduer i flere mutationer, det var så stort og imponerende at man blev helt svedt. Et andet sted var der så rent, der var ikke en løs fjer nogen steder, og når han skulle fodre stillede han træskoene uden for, og iførte sig inde sko.

Vi var som altid interesseret i hvad de gav deres fugle, da de tilsyneladende ikke havde besvær med at få en del unger på pind. Vi fik lidt tips om hvad de gav dem, som nu skal afprøves.

Det var en fantastisk tur, og en oplevelse uden sidestykke, alle gav også klart udtryk for, at turen havde oversteget deres forventninger.

En kæmpe tak til Johan Klostermand for en fantastisk flot tilrettelagt tur. Jeg håber vi på et andet tidspunkt kan trække på din ekspertise.

Den 16 september havde vi i Østjylland den fornøjelse at have besøg af  nogle af vores medlemmer på Sjælland.

Den 3. november havde vi medlemsmøde i trekantens fugleforening i Fredericia.                                                                                                                                    Der var 27 medlemmer fra alle dele af landet som deltog. Peter Olsen fra Natural havde et fin foredrag om frø og alle de genvordigheder det er med at finde frø i en passende kvalitet som fuglefolk vil have, da der i frøene helst skal være en spireevne på over 90 %. Køber man frø tilfældige steder kan man ifølge Peter Olsen, ikke altid regne med at kvaliteten er i top. Frø der ingen spireevne har, er værdiløst.

Frø må ikke opbevares i plastikbøtter eller spande, frøet skal ha luft ellers dør det.       Peter Olsen kom ind på mineraler og vigtigheden af disse for vores fugle.                       Efter en fin frokost fortalte Torsten Østergaard om den blåvinget og elegant græsparakit samt Stanly parakitten samt deres mutationer. Igen et rigtig godt foredrag hvor det var en rigtig god dialog mellem medlemmerne og Torsten.

Det var en rigtig fin dag, hvor vi igen fik en masse god viden med hjem.

En stor tak til de 2 foredragsholdere og til Trekantens  fugleforening for leje af lokaler og til Knud for indkøb af diverse ting til mødet.

Vi havde Medlemsmøde i Århus den 26. januar 2013                                              Her var der 28 medlemmer fra Jylland og Fyn der var tilmeldt, men grundet sygdom blev vi 25.

Vores foredragsholder John Frikke havde i november 2011 deltaget i en fugletur til Etiopien. Han gav os et fantastisk og medrivende foredrag om hans tur, ledsaget af en masse fantastiske billeder, af fugle /dyr og landskaber.

John fortalte også lidt om hans nuværende fuglehold, hvor han ikke mere har så mange af de Australske Parakitter, interessen er gået i en anden retning, men stadig inden for krumnæbfamilien.

Efter frokost, var det medlemmerne der skulle prøve at lave en bedømmelse af græsparakitter. Det var rigtig givtigt at vores dommere efterfølgende gennemgik vores bedømmelsesresultat, så kunne vi se at det ikke bare er sådan noget man lige sætter sig ned og gør.                                                                                                                                      Torsten sluttede medlemsmødet med at gennemgå sangparakitten og alle dens mutationer. Det var som altid når Torsten øser ud af sin viden, super godt.                      Torsten opfordrede os til at passe godt på den naturfarvede sangparakit, samt de mutationer vi de seneste år har set i vores volierer, da de ikke findes mange steder mere og Torsten frygter at de langsomt vil uddø.

En stor tak til de 2 foredragsholdere for en meget fantastisk og givtig dag.                           En stor tak til Cafe smilet for leje af de dejlige lokaler.

Lap standen var ikke ude i 2012. Den er for nuværende ved at blive istandsat, da billederne faldt ud og lyset ikke var i orden.

Standen skal her i 2013 til Århus fugleudstilling i Firmasport den 9-13. oktober.

Vi er stadig tilknyttet Landsforeningen Dansk Fuglehold og LAP er at finde på deres grå sider.

Bestyrelsens aktiviteter:                                                                                                                                         Vi var repræsenteret ved istandsættelse af vores materiel.

Vi var repræsenteret ved tur til medlemmer.

Vi var repræsenteret ved tilrettelæggelse af Hollandsturen og på uren.                                     Vi var med i tilrettelæggelsen af Sjællændernes besøg her i Østjylland.                                   Vi var repræsenteret ved planmøde med udstillingsudvalget vedrørende Kåringsskuet.     Vi har været repræsenteret ved de 2 medlemsmøder i Fredericia og Århus.

Vi har afholdt 4 bestyrelsesmøder.

Aktivitetsudvalget.                                                                                                                    Har været med ved istandsættelse af vores materiale.                                                                  Har været med ved planmøde om kåringsskuet.                                                                          Har været meget aktiv i og omkring kåringsskuet.

Laps’ dommere:

De holdler jævnligt møde hvor de holder sig opdateret om alt det nye der sker, samt gennemgår og udarbejder Standartbeskrivelser.

LAP’S redaktør.                                                                                                                          Dorthe og Jens laver et medlemsblad der er en nydelse at læse.

Tak til alle jer der har lavet artikler og debatoplæg til bladet.

 Tove Hansen er stadig r behjælpelig med at udsende  og pakker vores medlemsblad en stor tak for det.

Vores hjemmeside er stadig godt besøgt, og jeg forsøger at vi alle får så meget ud af siden som muligt. Ud over alle nye ting der sker i LAP bliver den jo også brugt til evt. samkørsel til medlemsmøder.

For at få et kåringsskue op at stå er mange involveret, det være sig udstillingsudvalg, dommere, bestyrelse og mange medlemmer. Tusinde tak for det kæmpe arbejde i laver.

Højdepunktet i LAP er jo vores kåringsskue. Det er dejligt at se så mange flotte fugle som sidder derinde, der er virkelig noget at avle videre  på. Ud over at vi får set en masse flottet fugle, får vi jo også mange gode fuglesnakke.                                              Tusinde tak til alle jer der har udstillet jeres fugle.

Vores hustruer og Jørgen Peteren er som vanligt en kæmpe hjælp for os, uden jer var det svært at få det hele til at klappe, Tusinde tak til jer.

Til slut vil jeg sige tak til jer alle der er kommet her til generalforsamlingen og en tak til bestyrelsen for et godt samarbejde i 2012.

Per Andersen

 

Dette indlæg blev udgivet i Kåringsskue. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *