Fugleinfluenza fundet i yderlige 4 havørne

I den seneste måned er der fundet højpatogen fugleinfluenza fem steder i Danmark. Hobbyavlere og professionelle fjerkræproducenter kan gøre meget for at beskytte deres fjerkræ.
Pressemeddelelse, Publiceret: 23. marts 2018
Ændret 23. marts 2018
Fire havørne er de seneste uger døde med den højpatogene fugleinfluenzatype H5N6. Det viser analyser fra DTU Veterinærinstituttet, der har undersøgt de døde ørne for Fødevarestyrelsen. Fuglene er alle kommet ind til obduktion efter tip fra borgere, der er stødt på fuglene i den danske natur.

De døde ørne er fundet ved henholdsvis Hurup og Hjardemål i Thy samt ved Næstved på Sjælland og Maribo på Lolland.
I begyndelsen af marts blev der fundet fugleinfluenza i en død ørn ved Slagelse, og myndighederne i både Nordtyskland og Sverige har seneste uger også fundet fugleinfluenza i hobbyfjerkræ. Der er ikke fundet fugleinfluenza  blandt danske tamfjerkræ.

Husk smittebeskyttelse
Der er ikke eksempler på, at influenzatypen har smittet mennesker, men H5N6 er dødelig for både ørne og for eksempelvis høns og andefugle. Derfor opfordrer Fødevarestyrelsen både private og professionelle fjerkræavler, til at skærpe opmærksomheden på smittebeskyttelse. Det er eksempelvis en god idé at skifte sko, inden man går ind til sit fjerkræ og afskærme hønsegården fra direkte kontakt til vilde fugle  Læs mere om smittebeskyttelse.

Finder du en død fugl i naturen, er det langt fra sikkert, at det er fugleinfluenza, der har taget livet af den. Fuglen kan også være død af enten alder, frost eller mangel på føde.

Har du en mistanke om, at fuglen kan være død af fugleinfluenza, eksempelvis fordi du har konstateret flere døde fugle på samme sted, kan du melde dit fund til Fødevarestyrelsen på vores App, ‘Fugleinfluenza Tip’. Du kan hente App’en i App Store og på Google Play.

Du kan også skrive til os via Fødevarestyrelsens kontakt-formular. Den finder du på Fødevarestyrelsen.dk under ‘Kontakt’

Yderligere oplysninger, Fødevarestyrelsens pressetelefon, 2284 4834.

Dette indlæg blev udgivet i fugleinfluenza, Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *